Hotel Wetzlar
Dejlig by med mange bindingsværkshuse og seværdigheder.
Læs mere om den skønne by Wetzlar
Wetzlar havde siden 1689/90 været ”Civilrettens hovedstad” i det gamle rige og nød stor anseelse, men det var ikke nok til at være et velkomment rejsemål for borgersønnen fra Frankfurt. Godt skubbet på vej af faderen måtte Goethe forlade en højt skattet vennekreds i Darmstadt og på ny give sig i lag med tørre jurastudier i Wezlar, og han troede ellers at være sluppet fri af dette, da han i 1771 tog en licentiatgrad i Strassbourg.
I Goethes tilfælde spiller en ung mands mismod sikkert med i hans bedømmelse af Wetzlar, da han endnu en gang måtte bøje sig for sin faders ønsker. Hans indre var fyldt af en ny følelse for naturen og en bevidsthed, der blev stadig tydeligere, om at han udviklede sig til kunstner, og hans søgen efter den rette kunstneriske udtryksform. Dette fik ham til at øge sin kunstneriske produktion, men ikke til at hellige sig studiet af processernes dokumenter og stivnede juridiske former.
Den indre spænding, der blev forstærket af hans dybe men udsigtsløse beundring for Charlotte Buff, kom til udtryk i Goethes første roman ”Den unge Werthers lidelser” fra 1774. Det var ikke mere end lige blevet kendt, at gennem det tynde slør, der skulle skjule, hvor romanen foregik (den handlede om nogle unge menneskers historie) skjulte byen Wetzlar sig, så begyndte strømmen af rejsende til skuepladsen for ”de unges lidelser”. Og indtil i dag er den ikke ebbet ud endnu.
Overraskende meget er bevaret i Wetzlar fra den tid, og det er blevet plejet med kærlig hånd. Så vidt det har været muligt er det bevaret i den form, som Goethe oplevede det under den bittersøde sommer i Wetzlar.
Temaet optik har en lang tradition her. Med en genial idé skabte Oskar Barnak det første småbilledkamera i Wetzlar og revolutionerede dermed fotografiet. Det er dette emne, ”Viseum” handler om. Her knyttes industri og historie sammen. Her kan de besøgende få indblik i optikkens verden. ”Opticparcours”, der strækker sig gennem byen, er enestående i Tyskland.
Og hvis der ikke er noget lys? Så kan den besøgende føle og mærke et liv i fuldstændigt mørke i Wetzlars Dunkelkaufhaus, der er et supermarked fuldkommen uden lys.
Museerne i Wezlar er en sammenslutning af seks forskellige kultur-, by- og litteraturhistoriske museer, der bliver finansieret af byen og hører under bystyret. De seks museer og deres historiske samlinger afspejler byens meget afvekslende og omfattende historie. Hertil hører by- og industrimuseet, Lottehaus, Jerusalemhuset og samlingen ”Europæisk boligindretning fra Renæssancen og Barokken”. I 1987 blev museet ”Reichskammergericht” oprettet, og i 2007 åbnede Viseum, der rummer optikkens og finmekanikkens museum og industri.
Det lønner sig at se nærmere på, hvad der gør domkirken i Wetzlar så enestående. Tårn og facade er bygget af røde sandsten, der er pudsede stykker mur og ind imellem fritliggende grønne fundamentblokke, og det giver allerede på nogen afstand kirken et uensartet udseende. Men den viser sig at være endnu mere afvekslende og gådefuld ved nærmere eftersyn. Facaden er åbenbart ufærdig, det planlagte venstre tårn nåede i hvert fald aldrig over sokkelniveau. Der er lagt an til en stor midterportal, men trappen mangler, for at man kan gå op ad den. Bag facaden står rummene gabende tomme, og de standser ved en anden facade, der er massiv og tvunget udad, gråsort, sælsomt fremmed over for den slanke, opadstræbende filigranudsmykning i de gotiske omgivelser. Det er resterne af den senromanske basilika, som byen og stiftet ville brække ned til fordel for en imponerende kirkebygning.
Nedbrydningen skete i afsnit, der svarede til byggeriets fremskridt. Således kunne kirken, i hvert fald til dels, bruges under hele byggeriet.
Klik her for at se et kortere filmklip fra Wetzlar og her for at se et længere filmklip.
I Goethes tilfælde spiller en ung mands mismod sikkert med i hans bedømmelse af Wetzlar, da han endnu en gang måtte bøje sig for sin faders ønsker. Hans indre var fyldt af en ny følelse for naturen og en bevidsthed, der blev stadig tydeligere, om at han udviklede sig til kunstner, og hans søgen efter den rette kunstneriske udtryksform. Dette fik ham til at øge sin kunstneriske produktion, men ikke til at hellige sig studiet af processernes dokumenter og stivnede juridiske former.
Den indre spænding, der blev forstærket af hans dybe men udsigtsløse beundring for Charlotte Buff, kom til udtryk i Goethes første roman ”Den unge Werthers lidelser” fra 1774. Det var ikke mere end lige blevet kendt, at gennem det tynde slør, der skulle skjule, hvor romanen foregik (den handlede om nogle unge menneskers historie) skjulte byen Wetzlar sig, så begyndte strømmen af rejsende til skuepladsen for ”de unges lidelser”. Og indtil i dag er den ikke ebbet ud endnu.
Overraskende meget er bevaret i Wetzlar fra den tid, og det er blevet plejet med kærlig hånd. Så vidt det har været muligt er det bevaret i den form, som Goethe oplevede det under den bittersøde sommer i Wetzlar.
Temaet optik har en lang tradition her. Med en genial idé skabte Oskar Barnak det første småbilledkamera i Wetzlar og revolutionerede dermed fotografiet. Det er dette emne, ”Viseum” handler om. Her knyttes industri og historie sammen. Her kan de besøgende få indblik i optikkens verden. ”Opticparcours”, der strækker sig gennem byen, er enestående i Tyskland.
Og hvis der ikke er noget lys? Så kan den besøgende føle og mærke et liv i fuldstændigt mørke i Wetzlars Dunkelkaufhaus, der er et supermarked fuldkommen uden lys.
Museerne i Wezlar er en sammenslutning af seks forskellige kultur-, by- og litteraturhistoriske museer, der bliver finansieret af byen og hører under bystyret. De seks museer og deres historiske samlinger afspejler byens meget afvekslende og omfattende historie. Hertil hører by- og industrimuseet, Lottehaus, Jerusalemhuset og samlingen ”Europæisk boligindretning fra Renæssancen og Barokken”. I 1987 blev museet ”Reichskammergericht” oprettet, og i 2007 åbnede Viseum, der rummer optikkens og finmekanikkens museum og industri.
Det lønner sig at se nærmere på, hvad der gør domkirken i Wetzlar så enestående. Tårn og facade er bygget af røde sandsten, der er pudsede stykker mur og ind imellem fritliggende grønne fundamentblokke, og det giver allerede på nogen afstand kirken et uensartet udseende. Men den viser sig at være endnu mere afvekslende og gådefuld ved nærmere eftersyn. Facaden er åbenbart ufærdig, det planlagte venstre tårn nåede i hvert fald aldrig over sokkelniveau. Der er lagt an til en stor midterportal, men trappen mangler, for at man kan gå op ad den. Bag facaden står rummene gabende tomme, og de standser ved en anden facade, der er massiv og tvunget udad, gråsort, sælsomt fremmed over for den slanke, opadstræbende filigranudsmykning i de gotiske omgivelser. Det er resterne af den senromanske basilika, som byen og stiftet ville brække ned til fordel for en imponerende kirkebygning.
Nedbrydningen skete i afsnit, der svarede til byggeriets fremskridt. Således kunne kirken, i hvert fald til dels, bruges under hele byggeriet.
Klik her for at se et kortere filmklip fra Wetzlar og her for at se et længere filmklip.
Klik her for at læse mere om kør-selv-ferie Tyskland.
