Er du ligesom mig en af dem, som er vild med denne skønne grønsag, så er Beelitz en by du skal have besøgt i Tyskland.
Kører du sydover på A9, så skal du blot tage afkørslen, så ligger den første gård med asparges 5 minutter væk. Selve byen skal du køre ca. 7 minutter for at nå, men så kører du også forbi aspargesmarkerne undervejs.
Sæsonen starter typisk medio april og slutter den 24. juni.
Beelitz, der også kaldes området Zauches perle, ligger lige midt i naturparken Nuthe-Nieplitz, der har rigtig meget at byde turister på.
Da glarmesteren i Beelitz, Carl Friedrich Wilhelm Herrmann, dyrkede asparges for første gang i 1861, var det et voveligt eksperiment. Den ædle grøntsag kendte man kun fra bordene i de højere lag, hvis man overhovedet havde hørt om den.
Hvordan ville almindelige mennesker tage imod aspargesen, som han dyrkede på sin mark i den nordlige del af byen?
Ville de kunne lide den?
Carl Herrmann havde åbenbart næse for det, for der var rivende afsætning på hans grøntsag.
I 1870 blev de første asparges solgt på markedet i Beelitz, og således blev de kendt viden om. Mange bønder i området havde fulgt Herrmanns eksempel, så allerede kort efter århundredeskiftet var 250 ha beplantet med asparges.
Når aspargesen skulle høstes, kom der hver aften lastbiler fra markedet i Berlin og hentede dem. I 1927 dyrkede man asparges på 450 ha. Det var på den tid ikke mindre end 6% af Tysklands samlede dyrkningsareal.
Allerede dengang hentede man hjælpere til høsten udenfor byen, de skulle stikke aspargesene. For dem holdt man i 1934 den første aspargesfest med en aspargespyramide, der i denne anledning kom på tur rundt. I tiden op til 1945 for mindskede myndighederne dyrkningen, fordi asparges blev anset for at indeholde for få kalorier. Mange aspargesmarker sygnede hen.
I DDR tidens første år var der en kort opblomstring, men så blev dyrkningen fortrængt af produktionskooperativer.
Asparges blev næsten kun dyrket privat, hvilket gjorde dem endnu mere kostbare. Frem for alt i Berlin accepterede man ”det hvide guld” som uofficiel valuta, og det kunne byttes til andre varer, der var mangel på, såsom reservedele til biler, elektronisk udstyr og beklædning.
Efter genforeningen rejste aspargesdyrkere fra de gamle forbundsstater til Beelitz. Sammen med landmændene dér genoplivede de traditionen på ny og begyndte at dyrke aspargesmarkerne igen med håndelag og mod. I 1991 holdt man igen marked i Beelitz, i 1993 deltog man for første gang på ”Grüne Woche” - den store fødevaremesse i Berlin.
Berlinerne begyndte igen at strømme ud på landet. Selv efter 40 år med Tysklands deling havde man ikke glemt smagen af asparges fra Beelitz. I dag ærer Berlin sin aspargespioner Carl Herrmann og hans foretagsomhed og sporsans med et mindesmærke på hjørnet af Clara Zetkin Strasse.
Man kan få alt at vide om asparges i aspargesmuseet Schlunkendorf. Der kan man få historien om det hvide guld fra de første dyrkninger for 2500 år siden og til dyrkningen på marker i Beelitz gennem 152 år.
Historisk værktøj som aspargesknive og vaske- og sortermaskiner af træ sørger for en særlig atmosfære. De besøgende kan se på grafiske tavler, hvad asparges består af, hvordan man tilbereder dem på den rigtige måde, og hvordan den ædle grøntsag oplevede det første opsving fra 1920’erne.
Det er nogle overraskende og underholdende historier, som man får at høre i aspargesmuseet Schlunkendorf. Der er en permanent udstilling, der er indrettet med deponeringer fra aspargesmuseet i den bayerske by Schrobenhausen. Museet har åbent i aspargessæsonen.
Den kæmpestore figur Knuddel-Spargel, ”krammeasparges”, har været Beelitz’s maskot siden 2010. Byens børn har stemt om figurens navn. Overalt, hvor den dukker op, sørger den ikke kun for et smil og strålende øjne, men også for gang i fotoapparaterne.
Man kan først og fremmest se Spargelino, som den hedder, ved store arrangementer i Beelitz, som f.eks. aspargesfesten, men i stadig højere grad repræsenterer den aspargesbyen også ude omkring. På Grüne Woche i Berlin eller ved byfesten i Schwedt såvel som ved den store m
skotparade, Toonwalk, i Nürnberg. For nylig har Spargelino for øvrigt fået en mage, Spargelina. Hun følger med sin ”aspargesmand” ved optrædener, og den nye figur har fordoblet sympatien for byen.
Første weekend i juni er der altid aspargesfest i Beelitz. Aspargesfesten hører med mere end 30.000 besøgende til blandt de største og mest populære folkefester i Brandenburg.
Med blandingen af lokale produkter, mange aktiviteter for børn og et afvekslende program med musik og forestillinger, er den meget populær hos alle aldersgrupper og frem for alt hos familier med børn.
Den første aspargesfest blev afholdt for ca. 80 år siden, dengang var det en tak til sæsonarbejderne, der allerede under aspargsens første storhedstid i 1920’erne var i arbejde på markerne.
Kører du sydover på A9, så skal du blot tage afkørslen, så ligger den første gård med asparges 5 minutter væk. Selve byen skal du køre ca. 7 minutter for at nå, men så kører du også forbi aspargesmarkerne undervejs.
Sæsonen starter typisk medio april og slutter den 24. juni.
Beelitz, der også kaldes området Zauches perle, ligger lige midt i naturparken Nuthe-Nieplitz, der har rigtig meget at byde turister på.
Da glarmesteren i Beelitz, Carl Friedrich Wilhelm Herrmann, dyrkede asparges for første gang i 1861, var det et voveligt eksperiment. Den ædle grøntsag kendte man kun fra bordene i de højere lag, hvis man overhovedet havde hørt om den.
Hvordan ville almindelige mennesker tage imod aspargesen, som han dyrkede på sin mark i den nordlige del af byen?
Ville de kunne lide den?
Carl Herrmann havde åbenbart næse for det, for der var rivende afsætning på hans grøntsag.
I 1870 blev de første asparges solgt på markedet i Beelitz, og således blev de kendt viden om. Mange bønder i området havde fulgt Herrmanns eksempel, så allerede kort efter århundredeskiftet var 250 ha beplantet med asparges.
Når aspargesen skulle høstes, kom der hver aften lastbiler fra markedet i Berlin og hentede dem. I 1927 dyrkede man asparges på 450 ha. Det var på den tid ikke mindre end 6% af Tysklands samlede dyrkningsareal.
Allerede dengang hentede man hjælpere til høsten udenfor byen, de skulle stikke aspargesene. For dem holdt man i 1934 den første aspargesfest med en aspargespyramide, der i denne anledning kom på tur rundt. I tiden op til 1945 for mindskede myndighederne dyrkningen, fordi asparges blev anset for at indeholde for få kalorier. Mange aspargesmarker sygnede hen.
I DDR tidens første år var der en kort opblomstring, men så blev dyrkningen fortrængt af produktionskooperativer.
Asparges blev næsten kun dyrket privat, hvilket gjorde dem endnu mere kostbare. Frem for alt i Berlin accepterede man ”det hvide guld” som uofficiel valuta, og det kunne byttes til andre varer, der var mangel på, såsom reservedele til biler, elektronisk udstyr og beklædning.
Efter genforeningen rejste aspargesdyrkere fra de gamle forbundsstater til Beelitz. Sammen med landmændene dér genoplivede de traditionen på ny og begyndte at dyrke aspargesmarkerne igen med håndelag og mod. I 1991 holdt man igen marked i Beelitz, i 1993 deltog man for første gang på ”Grüne Woche” - den store fødevaremesse i Berlin.
Berlinerne begyndte igen at strømme ud på landet. Selv efter 40 år med Tysklands deling havde man ikke glemt smagen af asparges fra Beelitz. I dag ærer Berlin sin aspargespioner Carl Herrmann og hans foretagsomhed og sporsans med et mindesmærke på hjørnet af Clara Zetkin Strasse.
Man kan få alt at vide om asparges i aspargesmuseet Schlunkendorf. Der kan man få historien om det hvide guld fra de første dyrkninger for 2500 år siden og til dyrkningen på marker i Beelitz gennem 152 år.
Historisk værktøj som aspargesknive og vaske- og sortermaskiner af træ sørger for en særlig atmosfære. De besøgende kan se på grafiske tavler, hvad asparges består af, hvordan man tilbereder dem på den rigtige måde, og hvordan den ædle grøntsag oplevede det første opsving fra 1920’erne.
Det er nogle overraskende og underholdende historier, som man får at høre i aspargesmuseet Schlunkendorf. Der er en permanent udstilling, der er indrettet med deponeringer fra aspargesmuseet i den bayerske by Schrobenhausen. Museet har åbent i aspargessæsonen.
Den kæmpestore figur Knuddel-Spargel, ”krammeasparges”, har været Beelitz’s maskot siden 2010. Byens børn har stemt om figurens navn. Overalt, hvor den dukker op, sørger den ikke kun for et smil og strålende øjne, men også for gang i fotoapparaterne.
Man kan først og fremmest se Spargelino, som den hedder, ved store arrangementer i Beelitz, som f.eks. aspargesfesten, men i stadig højere grad repræsenterer den aspargesbyen også ude omkring. På Grüne Woche i Berlin eller ved byfesten i Schwedt såvel som ved den store m
skotparade, Toonwalk, i Nürnberg. For nylig har Spargelino for øvrigt fået en mage, Spargelina. Hun følger med sin ”aspargesmand” ved optrædener, og den nye figur har fordoblet sympatien for byen.
Første weekend i juni er der altid aspargesfest i Beelitz. Aspargesfesten hører med mere end 30.000 besøgende til blandt de største og mest populære folkefester i Brandenburg.
Med blandingen af lokale produkter, mange aktiviteter for børn og et afvekslende program med musik og forestillinger, er den meget populær hos alle aldersgrupper og frem for alt hos familier med børn.
Den første aspargesfest blev afholdt for ca. 80 år siden, dengang var det en tak til sæsonarbejderne, der allerede under aspargsens første storhedstid i 1920’erne var i arbejde på markerne.
RSS-feed