Gerhard Marcks
For at starte med noget meget kendt, så var det Gerhard Marcks, der skabte Stadsmusikanterne fra Bremen, Bremer Stadtmusikanten, den verdenskendte bronzestatue ved rådhuset. Den er lavet efter Brdr. Grimms eventyr. Marcks var ikke blot en af de første lærere ved det nydannede Bauhaus, han lagde også en linje for produktion beregnet til industri.
Gerhard Marcks var egentlig berliner, men hans stiftelse blev grundlagt i Bremen i 1969. Der er for så vidt ikke andre lighedspunkter mellem ham og Bremen end hans statue af stadsmusikanterne, men man så muligheder for at udvide byens kulturelle tilbud med stiftelsen. Den blev grundlagt i 1971, og ca. 450 figurer, 12.000 håndtegninger og mere end 1000 blade grafik vises i skiftende udstillinger. Gerhard Marck Haus er senere blevet et af nordens førende museer med billedhuggerkunst, dog med hovedvægt på Gerhard Marcks.
Wilhelm Wagenfeld
Over for Gerhard Marcks Haus føjer Wilhelm Wagenfeld Haus sig til bygningerne i Bremens samling af museer. Wilhelm Wagenfeld var en internationalt kendt pioner inden for industridesign, og bygningen er det eneste sted i Nordeuropa, der udelukkende beskæftiger sig med design.
Wilhelm Wagenfeld (1900-1990) var født i Bremen og var først og fremmest produktdesigner. Han tilhørte også Bauhaus skolen og nogle af hans designs bliver stadig produceret som designklassikere, f.eks. Wagenfeld lampen. Hans design udmærker sig ved tidløs udformning og funktionalitet. Han har lavet mere end 600 designs.
Wilhelm Wagenfeld repræsenterer Bauhausbevægelsens idealer, hans produkter fandt afsætning hos køberne, og gennem seks årtier hjalp han sine partnere til fremgang. Wilhelm Wagenfeld stiftelsen bevarer hans omfangsrige samling, og en permanent udstilling er under planlægning.
I anledning af Bauhausbevægelsens 100 års jubilæum er der en udstilling af Wagenfelds lamper i Wilhelm Wagenfeld Haus.
Alvar Aalto
En af Bauhausbevægelsens mål var at forbinde arkitektur og andre kunstretninger til et samlet kunstværk. Denne arkitektur har ikke kun sat sig spor i industrianlæg, men også i gode boliger f.eks. i satellitbyer til megametropoler. I årene 1959-1961 blev det 65 m høje højhus i Bremens bydel Vahr bygget af Alvar Aalto. Højhuset er bydelens vartegn og er fredet.
Alvar Aalto (1898-1976) var byplanlægger og møbeldesigner. Han var særlig kendt for sine ideer inden for organisk byggeri og bliver i norden kaldt både ”modernismens fader” og ”pioner” inden for finsk arkitektur. Han var også påvirket af Bauhaus.
alto lagde især vægt på husets og lejlighedens individualitet, på at alle lejligheder havde deres egen grundplan, på husets retning mod aftensolen, kommunikation mellem beboerne og fælles aktiviteter, men samtidig også på mulighed for tilbagetrækning til den private del af huset.
AfA bebyggelsen ”Lys, luft og sol”
AfA bebyggelsen er et boligområde i Bremen, der blev opført i 1929-1930. Blokkene har den smalle side mod gaden og indgangene mod de grønne områder. Det passede til filosofien om lys, luft og sol. Deres særlige kendetegn er bl.a. murstensfacader og rundbalkoner. I 1980 skulle de prægtige rundbalkoner have været revet ned, da de var truet af nedstyrtning. Samme år blev bebyggelsen fredet – og dermed blev også balkonerne reddet.
Læs mere om vores hoteller i Bremen. Klik her.