Rhinen - kør selv ferie ved RhinenOmrådet ved den mellemste del af Rhinen – harmoni og spændende kontraster.
Man må bruge alle sanser for at få det hele med. Mellem Rüdesheim og Bingen i syd og starten af Siebengebirge mod nord ligger en i sandhed kongelig dal. |
|
Rhinen - UNESCO verdenskulturarv
Som i næppe noget andet landskab i Europa er der her en forbindelse mellem den usædvanlige natur og en mere end 2000 år gammel kultur og floden Rhinen, der flyder majestætiske af sted, forbinder denne dals højdepunkter med hinanden.
Her er hele to områder udnævnt til UNESCO verdenskulturarv. Her møder man overalt en helt speciel symbiose mellem borge og slotte, steder, der stadig virker middelalderlige, og vidunderlige vine.
Her er hele to områder udnævnt til UNESCO verdenskulturarv. Her møder man overalt en helt speciel symbiose mellem borge og slotte, steder, der stadig virker middelalderlige, og vidunderlige vine.
Rhinen - seværdigheder langs Rhinen
Tradition på den ene side, men også en fascination af en opdagelsesrejse, der har mulighed for at indeholde uendelig mange ferieoplevelser. Til lands ved hjælp af romantiske gyder og stejle vinterasser, til vands på et af de mange hvide skibe og dampere, og til slut ikke mindst i luften, når udsigten fra de talrige udsigtssteder højt over Rhinen afslører det enestående panorama.
Et ferieland, der er så gammelt som sagaerne og eventyrene om den smukke Loreley eller de fjendtlige brødre, og dog så ung og moderne som kunstmuseet ARP, Museum im Künstlerbahnhof Rolandseck, eller den 320 km lange vandrevej Rheinsteig.
Man finder harmoni i kontrasten mellem bjerg og dal og energi i en aktiv ferie, så vel som i velgørende afslappede dage. Man bør dykke ned i en broget billedbog fuld af ideer og historier – mellem det tidligere vagttårn Musetårnet og borgruinen Rolandsbogen.
Et ferieland, der er så gammelt som sagaerne og eventyrene om den smukke Loreley eller de fjendtlige brødre, og dog så ung og moderne som kunstmuseet ARP, Museum im Künstlerbahnhof Rolandseck, eller den 320 km lange vandrevej Rheinsteig.
Man finder harmoni i kontrasten mellem bjerg og dal og energi i en aktiv ferie, så vel som i velgørende afslappede dage. Man bør dykke ned i en broget billedbog fuld af ideer og historier – mellem det tidligere vagttårn Musetårnet og borgruinen Rolandsbogen.
Rhinen - cykelferie langs Rhinen
Rhincykelvejen (EuroVelo 15) følger en af Europas største floder fra kilden til dens udmunding. På 1233 km løber den gennem seks lande og forbi flere UNESCO verdenskulturarvssteder. Det stykke af floden, der kaldes den romantiske Rhin, mellem Bingen-Remagen og Rüdesheim-Unkel er et af de smukkeste stykker og som skabt til, at man træder i pedalerne på begge sider af floden. Her følger cykelruten hele tiden flodens løb.
På den venstre side løber vejen umiddelbart langs bredden, somme tider ad Rhinpromenaden eller som selvstændig cykelvej langs vejen. På den højre side mellem Kaub og Koblenz bliver cyklingen besværliggjort lidt af nogle huller i forløbet. Indtil hele strækningen er blevet udbygget, er det muligt at foretage nogle af strækningerne med skib eller med tog.
På den venstre side løber vejen umiddelbart langs bredden, somme tider ad Rhinpromenaden eller som selvstændig cykelvej langs vejen. På den højre side mellem Kaub og Koblenz bliver cyklingen besværliggjort lidt af nogle huller i forløbet. Indtil hele strækningen er blevet udbygget, er det muligt at foretage nogle af strækningerne med skib eller med tog.
Rhinen - byer ved Rhinen
Det er mere end en udmærkelse, som UNESCO har tildelt dette stykke af Rhinen mellem Rüdesheim og Koblenz. Den, der kommer tilrejsende fra nord eller syd mærker det straks: Her ændrer Rhindalen sin udstrækning. Klipperne bliver mere takkede, bjergsiderne stejlere, og som en høj port åbner Rhindalen sig til begge sider, for ligesom at holde øje med alle, der kommer denne vej. Dette nåleøje skal alle igennem. Handlende og købmænd, konger, kejsere og gejstlige, romere og frankere, russere, prøjsere og franskmænd, dygtige realister og rhinromantikere, der er alle er fortryllet af landskabet.
Den snævre dal, der blev skabt af floden, da den banede sig vej gennem skiferbjergene, blev på den 65 km lange strækning til et enestående kultur- og naturlandskab, som ikke findes magen til i Europa. Den store variation og skønhed, der er i Oberen Mittelrheintal var derfor også årsagen til, at UNESCO i 2002 udvidede verdensnaturarvskonventionen fra 1972 med endnu et område her.
Rheinbrohl er en lille idyllisk rhinlandsby nord for Neuwied, og den er tæt knyttet sammen med et af de største romerske antikke byggerier. Med vagttårn nummer et begyndte en ca. 550 km lang grænsemur her. Dette byggeri, der er kendt som Limes, er det længste mindesmærke efter den kinesiske mur og udgjorde i antikken grænsen mellem det romerske rige og det germanske stammeforbund.
Limes løb i tiden fra begyndelsen af det 2. århundrede til midten af det 3. århundrede gennem det område, der i dag udgøres af forbundsstaterne Baden-Württemberg, Bayern, Hessen og Rheinland-Pfalz.
Den spændende historie om romertiden i Tyskland kan opleves fra Rhinen og indtil Donau ved hjælp af Limes. Legionslejre, kasteller, tårne, Limesvejen, kunstige barrierer og umiddelbart tilknyttede civile indretninger lå langs muren. Kamp og krig, hverdag og legionærliv, handel og vareudveksling og frem for alt mødet mellem romersk og germansk kultur er alt sammen vinduer ind i historien, som Limes hjælper til med at åbne. I juli 2005 besluttede UNESCOs verdensarvskomite at optage Limes på verdenskulturarvslisten.
Den snævre dal, der blev skabt af floden, da den banede sig vej gennem skiferbjergene, blev på den 65 km lange strækning til et enestående kultur- og naturlandskab, som ikke findes magen til i Europa. Den store variation og skønhed, der er i Oberen Mittelrheintal var derfor også årsagen til, at UNESCO i 2002 udvidede verdensnaturarvskonventionen fra 1972 med endnu et område her.
Rheinbrohl er en lille idyllisk rhinlandsby nord for Neuwied, og den er tæt knyttet sammen med et af de største romerske antikke byggerier. Med vagttårn nummer et begyndte en ca. 550 km lang grænsemur her. Dette byggeri, der er kendt som Limes, er det længste mindesmærke efter den kinesiske mur og udgjorde i antikken grænsen mellem det romerske rige og det germanske stammeforbund.
Limes løb i tiden fra begyndelsen af det 2. århundrede til midten af det 3. århundrede gennem det område, der i dag udgøres af forbundsstaterne Baden-Württemberg, Bayern, Hessen og Rheinland-Pfalz.
Den spændende historie om romertiden i Tyskland kan opleves fra Rhinen og indtil Donau ved hjælp af Limes. Legionslejre, kasteller, tårne, Limesvejen, kunstige barrierer og umiddelbart tilknyttede civile indretninger lå langs muren. Kamp og krig, hverdag og legionærliv, handel og vareudveksling og frem for alt mødet mellem romersk og germansk kultur er alt sammen vinduer ind i historien, som Limes hjælper til med at åbne. I juli 2005 besluttede UNESCOs verdensarvskomite at optage Limes på verdenskulturarvslisten.
Hotel beliggende i første række til Rhinen
Skønt hotel i Rüdesheim am Rhein, hvor man bl.a. kan sove i et vinfad.
Hotel ved Rhinen i Schwarzwald med udsigt til Schweiz.
Rhinen mellem Köln og Mainz
Langs Rhinen er udsigten fantastisk, der er hele tiden nye perspektiver at se. Rhindalen er borgenes rige, og man bliver ikke træt af at betragte denne helhed af borge og borgruiner fra gammel tid, floden der langsomt strømmer forbi og vinstokkene, der kravler op ad bjergsiden. Men området er ikke kun vinbjerge, byerne langs floden har en masse at byde på.
Köln
Den optimistiske stemning i Köln smitter. Det er nok bare at tage dertil, resten overtager indbyggerne i Köln. Den 15. august 1248 lagde ærkebiskop Konrad von Hochstden grundstenen til den nye domkirke, der skal opføres i gotisk stil. Kirkens enorme størrelse skal kunne rumme de store mængder af pilgrimme, der strømmer til byen. At det skulle komme til at vare mere end 600 år, før kirken var færdig, kunne ingen ane dengang. I 1560 lå arbejdet stille på grund af pengemangel, og det blev først genoptaget igen i 1800 tallet. Fra 1842 blev arbejdet genoptaget. Denne gang var det ikke en katolsk kirkefyrste, der lagde grundstenen, men den prøjsiske protestantiske konge Wilhelm IV. Men pyt med det, i 1880 var domkirken færdig.
Med knap 8000 kvadratmeter er det Tysklands største kirke. Den blev i 1996 udnævnt til Unesco verdensarv. I gennemsnit besøges kirken hver dag af 20.000 gæster, ingen anden seværdighed i Tyskland, der tiltrækker flere besøgende. Kirken klarede bomberne under anden verdenskrig nogenlunde. Det var et under, og indbyggerne føler, at der hvor kirken står, der er deres hjemegn.
Der ligger et dusin store romanske kirker inden for bymuren fra 1180. Denne arkitektoniske rigdom kan forklares med Kölns betydning som den største by i middelalderens Tyskland. Som ”Nordens Rom” i begyndelsen af den nye tid, da verdenshandelens ruter blev omlagt, blev byen fattigere, og man manglede midlerne til at ændre kirkerne til tidens smag for renæssance eller barok. De store ødelæggelser på næsten alle romanske kirker under 2. verdenskrig er udbedret. I 1985 kunne man fejre, at restaureringen af alle kirkerne var færdig.
Private mæcener har været med til at skabe Kölns museumsverden. Malerisamlingen i Wallraf-Richartz Museum, grundsamlingen i Museum Schnütgen, Museum Ludwigs samling af moderne kunst, der blev startet efter 2. verdenskrig efter en overdragelse af en privat samling, er alle eksempler på dette. I 1970’erne skete der meget i kunstverdenen i Köln. Der var tiden med Fluxus, der var happenings, Pop Art osv., og hvor Art Cologne blev Europas mest betydningsfulde kunstmesse. Karavanen af gallerister og kunstnere er i mellemtiden draget videre til Berlin.
I begyndelsen af dette årtusinde skete der en hel del med byggeriet i Köln. I 2001 blev Media Park indviet, det er et 148 m højt tårn, der rummer virksomheder i medie- og kommunikationsbranchen, kulturelle institutioner og et hotel. Facaden er udformet af Jean Nouvel.
Derpå gik det slag i slag med nyt byggeri. Renzo Piano byggede Weltstadthaus, der rummer et stormagasin, og hvis sølvskinnende hvalfiskehale slår bølger over gågaden.
Men byens nye visitkort er dog Rheinauhafen, der er et byfornyelsesprojekt ved floden. Tre modigt konstruerede 17 etagers bygninger, Kranhäuser, den ombyggede Speicherstadt, der er gamle pakhuse, og den futuristiske Microsoft central katapulterer Köln ind i den arkitektoniske superliga for moderne bygninger. I den sydlige del er Kaspar Kraemers Bayenthal Pumpwerk, der er til beskyttelse mod højvande, slutningen på denne kamæleoniske række af bygninger. Ved normal vandstand lyser glasterningen i pumpeværket grønt, ved højvande rødt.
Der sker også noget på den ”afblændede” højre Rhinbred, blændet fordi hestene på trækstien langs floden fik øjet mod flodbredden klæbet til, så de ikke blev forstyrret af lysreflekser. På denne side af Rhinen ligger også KölnTriangle, der blev tegnet af Dörte Gatemann, og som stod færdig i 2006. Fra udsigtsplatformen der har man det mest spektakulære rundkig ud over byen. I det hele taget er Köln aldrig smukkere end set fra den side.
Derfor blev strandpromenaden i Köln-Deutz nyrenoveret i 2016, og mellem Hohenzollernbrücke og Severinsbrücke er der nu et område til spadsereture med mange siddemuligheder på høje trin, der får en til at tænke på et antikt amfiteater.
Da mange industriforetagender nu har forladt området, er Deutz, Kalk, Porz og Poll nu blevet et attraktivt beboelsesområde, hvor guerilla gardening praktiseres af miljøforkæmpere. Med 20.000 pladser, megakoncerter, sportsarrangementer og tv shows mærkes manglen på museer og mindesmærker ikke. Arkaderne i Köln lokker med omkring 180 forretninger, og fjernsynsstationen RTL er flyttet ud af de fredede messehaller fra 1920’erne.
Mellem åbningen af karnevalssæsonenden den 11.11. og askeonsdag er der ingen, der slipper uden om postyret. Pingviner gør Neumarkt usikkert, sygeplejersker besætter værtshuset og drikker lokalt øl lige til lægen kommer. Eller til røveren henter dem. Fra Weiberfastnacht, ”kvindernes karneval”, dagen hvor man spiser før fasten, koger byen, gadekarnevallet er åbnet. Hvis man ikke har forladt byen, forsvinder man i mylderet. Herligt. For så kommer fastelavnsmandag, fra himlen regner det med karameller, vingummibamser og roser.
Bonn
Bonn gjaldt engang som ”den lille lejlighedsvise hovedstad”. Få kilometer nord for floden Siegs udmunding i Rhinen i området Siegmündung danner dampende skorstene og gigantiske olietanke en science fiction kulisse. Wesseling, hvor foretagender inden for kemiindustrien og raffinaderier holder til, har den største procentdel af området udlagt som industriområde. Man kan stadig se følgerne af industriudledningen ved Siegmündung.
Men ved bredden af bifloden Sieg stræber majestætiske popler mod himlen i stedet for skorstene, og flodvandet forvandler flodbredden til et amfibielandskab. Grusbredderne overskygges af pilebuske. En isfugl skinner metalblåt over vandet. Hvis de er heldige, vil vandrere, der udforsker idyllen i det fredede område, se en sort glente kredse over sig. Hvis man vil krydse floden, så pendler færgen Sankt Adelheid over floden om sommeren, den afgår fra udflugtsrestauranten Zur Siegfähre. Turen med Tysklands eneste enmandsbetjente færge varer hele halvandet minut.
Der er egentlig altid blevet regeret i Bonn, lidt i hvert fald. Det minder Stadt- og Poppelsdorfer slottene om. Begge er efterladenskaber efter kurfyrst Clemens August, der som den sidste af slægten Wittelsbach havde holdt hof i Bonn indtil 1761. Clemens August var afhængig af kunst og fornøjelser, og udbyggede Bonn med rokoko bygninger, så den blev en elegant residensby i kurfyrstedømmet Köln. Man havde en fornem omgangsform ved hoffet, kurfyrsten skal efter sigende have danset sig til døde.
Helt så muntert gik det ikke til, da Bonn blev hovedstad i Forbundsrepublikken Tyskland, for en tredjedel af byen var immervæk blevet ødelagt under 2. verdenskrig. Der var dog nok plads nok at finde til det parlamentariske råd i 1948. Det skulle lave udkast til en grundlov til den nye tyske stat. Formand var Konrad Adenauer. Resten er historien om en hovedstad, som med ydmyghed indgik i international sammenhæng. For selv som hovedstad var Bonn ingen verdensby.
Det får man også at se her mere end 20 år efter at Berlin blev valgt til ny regeringsby, og Bonn blev en såkaldt forbundsby. Mellem det ronanske Münster, Rheinufer og Hofgarten indbyder den livsglade by med overkommelig størrelse til at man spadserer rundt, kigger sig omkring.
Ved Bonner Bogen satte Bonn af til et bygningsmæssigt spring ind i det 21. århundrede. På den venstre side af Rhinen rager det 162 m høje Post Tower op over forlystelsesparken Rheinaue. Længere oppe langs floden slår glasfacaden på Det europæiske Forskningscenter Caesar bølger.
På den anden side af floden er der opstået en hypermoderne kontorby, hvor tidligere cementfabrikken Rohmühle var i gang. Bygningen, der husede cementfabrikken, er nu udvidet med en tilbygning i glas, og indeholder software firmaer, et velrenommeret kollegie og en restaurant/café. Moderne og smukt bliver det i det avantgardistiske Kameha Grand Hotel, der ligner et rumskib, der har lagt til ved Rhinen. Lige ved siden af afslutter kontorbygningerne Rheinwerk 3 området. Alene i de tre ens bygninger, der virker hvide og transparente og selvfølgelig er certificeret som gennemtænkt økologisk byggeri, var der ved færdiggørelsen i 2014 tusind ansatte.
Rhinromantik
35 millioner besøgende kan ikke tage fejl. Så mange passagerer har Drachenfelsbanen siden åbningen i 1883 bragt op på den 312 m høje klippe. Siebengebirges vartegn er oven i det en af de bjergtoppe i verden, der er besteget flest gange. Hvor mange besøgende, der kommer op gående, kender man ikke tal på. Men det er i hvert fald mange, for klippen er takket være heltedigtet Niebelungen et af centrene for rhinromantikken. Der skal Siegfried have dræbt sin drage.
For 1800 tallets rejsende til Rhinen var det også en pligt at besøge ruinen af klosterkirken Heisterbach, der bliver båret af dobbelte søjler. Kirkens kor rager stadig op i Heisterbachdalen. En følsom sjæl kunne ikke tage forbi så megen ruinromantik.
Kun om vinteren, når de nøgne træer giver frit udsyn, kan man fra bredden af Rhinen se klosteret i dets senbarokke skønhed på øen Nonnenwerth . Resten af året ligger ø og kloster i en tornerosesøvn, som selv det tilknyttede gymnasium ikke kan vække dem af. Franz Liszt trak sig tilbage dertil i 1840/41 med Marie d’Agoult. Men der blev dog ikke noget af hans plan om at tilbringe sit liv på Nonnenwert. Fra Rolandsbogen falder blikket også på øen i floden. En del har ændret sig på det lille bjergplateau højt over Rhinen. Men det glemmes, når turen går videre forbi enge med får, spisekastanjer og eventyrskove som hos Grimm.
Næste stop: den abstrakte kunstner Hans Arp. Dadaisten, der blev født i 1886 i Strassbourg og døde i 1966 i Basel, er tilegnet et specielt museum, den ombyggede banegård Bahnhof Rohlandseck i Remagen. I klipperne derover har den amerikanske arkitekt Richard Meier lavet en tilhørende nybygning.
Efter startvanskeligheder med stridigheder om autenticiteten på nogle af værkerne, har freden nu sænket sig over Arp Museum Rolandseck. Særudstillinger, oplæsninger af høj kvalitet og koncerter har gjort museet til centrum i kulturlandskabet.
I antikken lå grænsen for Romerriget, Limes (Caput Limitis), ved Rheinbrohl. Derfra trak grænsmuren sig 550 km ned langs Rhinen til Donau. Limes, der blev påbegyndt i det første århundrede under kejser Vespasian, skulle skille Det romerske Rige fra Germanien.
I mellemtiden er Limes blevet Unesco verdensarv. I Rheinbrohl minder et rekonstrueret vagttårn om romernes enorme projekt. Hvordan hverdagen så ud bag ved Limes, viser oplevelsesmuseet Römer Welt (romerverdenen) i Rhenbrohl. Der må man gerne deltage. Der kan kun røbes så meget om det sted, at det kræver alle ens kræfter at bære en ringbrynje.
Morgenbøn kl. 5, derefter arbejde i klosterhaven. At flytte ind på benediktinerklosteret Maria Laach kræver også alle personens kræfter, som klosteret forklarer. Klosteret er et mesterværk, der ligger romantisk ved en sø og er en turistmagnet. Men så meget mere stille forløber dagene til fordybelse og religiøs øvelse.
Så stille bliver der næppe i Andernach i sæsonen, for koldtvandsgejseren på halvøen Namedyer Werth i Rhinen sender sin fontæne op i luften. Oplevelsescentret Geysir i Andernach kom til, og siden da har det brummet i byen. Takket være omkring 100.000 besøgende om året så er det skib, der forbinder det interaktive museum og gejseren, altid godt fyldt op.
Industrialiseringens arv
Det var ikke prøjsens herredømme, der startede den industrielle tidsalder ved Rhinen, men franskmændene. De indførte den første handelslovgivning og næringsfrihed, afskaffede samtidig adelen og åbnede vejen til kapitalismen for byer som Köln og Koblenz. Da prøjserne kom, var vejen allerede banet til at gøre Rhindalen til 1800 tallets Silicon Valley.
Ud af dette boom kom der mange industribygninger, der må indgyde respekt. Om de skal bevares som de bygninger, de er, eller laves om så området forvandles til en forlystelsespark, kan man strides om. I tilfældet med jernværket Sayner Hütte ligger det i hvert fald fast, at det bliver bibeholdt. Det blev udformet af den kongelige prøjsiske mineinspektør Karl Ludwig Althans og blev opført i 1829/30 af færdiglavede støbejernselementer. I 2010 blev det valgt til ”historisk vartegn for Tysklands ingeniørkunst”.
Støbehallen, der er båret af monumentale hule søjler, hvis revolutionære gitterkonstruktion i sin tid var uden arkitektoniske forbilleder lavet uden skruer og nitter, satte ny målestok for bygningen af vidtspændende bygningsværker af støbejern såsom broer, markedshaller, banegårdsbygninger og udsigtstårne.
Foruden selve støbehallen, hvis bærende dele og glasfacade blev omfattende renoveret i 2012 til 2014, hører et kontor fra 1769 og murstenshallen fra 1908 fra æraen under Krupp med. Den ydre facade er ført tilbage til det oprindelige, og alt er omdannet til et besøgscentrum. I mellemtiden er direktionsbygningen fra tiden omkring 1865 næsten færdigrenoveret.
Et par keramikkunstnere opdagede den senklassicistiske villa under et besøg på en udstilling i Sayner Hütte. Deres koncept til udnyttelse af den forfaldne villa som atelier og beboelse overbeviste byen Bendorf om at sælge huset til kunstnerne. Som medlemmer af Sayner Hüttes venner, der står for at fremme saneringen af industrimonumentet, følger de opmærksomt med i arbejdets fremadskriden. Og de ved, at de er kommet til det rigtige sted.
I 2015 fandt den første udstilling i industrimonumentet sted. Den belyste hvilken betydning Sayner Hütte havde haft for den fremadstræbende Krupp koncern. Stedet var desuden et refugium for industridynastiet. I 1884 havde familien forpagtet et stykke jagt i nærheden. I 1886 fulgte købet af Slottet Sayneck, en bindingsværksbygning og den store modsætning til den monumentale Villa Krupp i Essen. Fire generationer tilbragte jagtweekender der. Æraen sluttede først i 1967 med Alfried Krupps død.
På sporet af Spätburgunder
På rødvinsvandrevejen fra Bad Bodendorf gennem Ahrdalen kan man på en 35 km lang strækning tælle 43 vinmarker. Strækningen lader sig let dele, man kan komme tilbage til udgangspunktet med tog.
Vinstokkene løber ved Ahrweiler Silberberg storm mod den betonklods, der udgør dokumentationsstedet ”Dokumentationsstätte Regierungsbunker”. Labyrinten, der mistede sin funktion, da statsapparatet flyttede fra Bonn til Berlin, er en af hovedattraktionerne på rødvinsvandrevejen. I tilfælde af et atomangreb havde kansleren, ministrene og 3000 yderligere statsembedsmænd kunnet klare en måned i bunkeren. Man kan se et par hundrede meter af tunnelen.
Men den klamme bunker har det svært imod udsigtspunkter som ”Bunte Kuh” ved Walporzheim. Under klippenæsen snor floden Ahr sig forbitret i sin flodseng, der er snævret ind af stejle skifervægge og vinparceller, der strækker sig op ad bjergsiden.
1500 solskinstimer om året og bjergsider, der holder på varmen, er ideelle forudsætninger for Spät- og Frühburgunder, der absolut kan tåle international sammenligning. I Dernau ligger ”Hofgarten”, der blandt vandrere er en populær vinstue. I Recht går det via Nepomukbrücke over på den højre side af Rhinen. Blikket drager ud mod Mayschoss, hvis kirketårn kigger op af en dalsænkning: Lad os lige se, hvad vinbonden i byen byder på!
Koblenz
Koblenz er interessant på grund af sin beliggenhed ved det sted, hvor Mosel munder ud i Rhinen. Som en af Tysklands ældste byer blev Koblenz grundlagt af romerne og tilhørte fra 1100 årene ærkebiskoppen af Trier indtil franske revolutionstropper trængte ind i området i 1794. Byen var udsat for store ødelæggelser under 2. verdenskrig.
Syd for Koblenz ændrer Rhinen sig, beslutsomt skubber den sig frem i flodsengen, der på højde med Loreley, bliver snøret sammen til næsten kun en tredjedel. Dramatisk tårner og spidse klipper dukker op. Pludselig forandrer vandet retning, gennembryder skiferbjergene. Borge dukker op i højderne. Små vinbyer med bindingsværkshuse ligger tæt ved bredden.
Confluentes blev den romerske militærby ved udmundingen af Mosel i Rhinen kaldt. Efter at romerne allerede på Cæsars tid havde bygget bro over Rhinen, opstod nu den første træbro over Mosel. Byggeriet fastlagde Koblenz’ udstrækning for de næste 1800 år. De smukke bygninger på Mosels bred gjorde denne del af byen mest seværdig indtil slutningen af 1800 tallet. Først med bygningen af det klassisistiske slot i 1799 betragtede man nu Rhinsiden som det flotte strøg i byen. Med prøjsernes indtog i Rhinområdet blev Rhinens bredder igen værdsat.
Den nyromanske regeringsbygning opstod og endnu vigtigere: Das deutsche Eck (det tyske hjørne). Til Wilhelm I’s monumentale rytterstatue blev den landtange, der lå i udmundingsområdet fra Rhinen og Mosel, endog udvidet. Og i tiden med den voksende turisme i Rhinområdet blev Grand Hotel Koblenzer Hof bygget, der i mellemtiden har været hjemsted for vejrtjenesten. I 2011 måtte bygningen dog rømmes på grund af nedstyrtningsfare. Nu tales der igen om at benytte det til luksushotel. Det er især på grund af beliggenheden.
Besøgende i Koblenz foretrækker i dag at besøge Rhinbredden frem for Mosel. På Mosels bred ligger rækkevis af beskedne beboelsesejendomme fra efterkrigstiden, og de er ikke specielt attraktive. Hvorimod Rhinens bred med den nye promenade og de velplejede haveanlæg er meget præsentable.
Borge ved Rhinen
Strækningen mellem Koblenz og Bingen har verdens tættest beliggende borge, og det har medført, at området er erklæret Unecos verdensarv.
Marksburg er den eneste borg, der næsten ikke er forandret siden den blev bygget i 1200 tallet, og den må alle, der rejser forbi, se. Den anses som flagskibet for alle borge ved Rhinen. Vægtigt rejser den kridhvide borg sig mod himlen over Braubach med fundamentet i klipperne. Siden 1900 har borgen tilhørt den tyske forening for borge, Deutsche Burgenvereinigung.
Kun et stenkast derfra har borgen Philippsburg sværere ved at vinde de rejsendes interesse. Renæssancebygningen ligger ikke særlig iøjnefaldende ved udgangen fra byen Braubach og oven i købet skjult af jernbanedæmningen. Alene på restaureringen af tårnbygningen på Philippsburg blev der brugt mere end 450.000 euro.
Mere end 40 borge og forsvarsanlæg ligger langs Rhinen mellem Koblenz og Rheingau. Større portion middelalderromantik fås ikke. Selv portalerne på jernbanetunnellen fra 1800 tallet ligner borgporte. For at bevare bygningerne er næsten alle formål, de kan bruges til, velkomne.
Burg Stahleck oven over Bacharach er vist Tysklands mest prominente vandrerhjem. Burg Rheinstein, der er den første borgruin, der blev genopbygget i 1800 tallet af en prøjsisk prins, kan man nu overnatte – dog betydelig mere komfortabelt end i middelalderen - i f.eks. kommandanttårnet eller i prins Georgs lejlighed, og i borgens restaurant Kleiner Weinprinz kan man spise lidt. En helt fantastisk smuk udsigt ud over dalen får man med gratis.
Et fantastisk symbol på Rhinromantikken er borgen Stolzenfels. Ingen ringere end den prøjsiske arkitekt Karl Friedrich Schinkel lavede planen for genopbygningen af ruinen. Omkring 1835 skabte han et billede af den romantiske middelalder af borgen med dens tårne og historiske interiør.
Riesling
Fra Wiesbaden til Assmannshausen flyder Rhinen fra øst mod vest i stedet for som vanligt fra syd mod nord. For vinbjergene på den langsomt stigende højre bred betyder det meget sol, og i kombination med sand- og skiferjorden er det det ideelle terroir for en førsteklasses Riesling. De har i årevis været basis for en solid velstand, som man kan se overalt i Rheingau.
Det er landskabet, der gør det. Blide, men for aktive ferierende stadig krævende og afvekslende nok, myldrer bakkerne langt ud i horisonten. Vandrere og cyklister med og uden god kondition kan klare stigningerne, og udbuddet af ruter er enormt. De, der vandre langt, kan udforske den 120 km lange Reingauer Riesling rute. De, der er ude på endagsture, kan finde fine ruter fra Hochheim til Lorch. Det kan f.eks. være Brahms-ruten i Rüdesheim og fløjtevejen i Oestrich-Winkel.
Hotellerne lokker med en label ”Wanderbares Deutschland” eller Rheinsteig Partnerbetrieb. Der er vandrere meget velkomne. Mange arrangerer transport af rygsække, andre laver en picnikpakke. For cyklister er der lige så gode tilbud. Logoet med Bett-and-Bike henviser til overnatningsmuligheder med cykelgarage, og hvor man evt. kan tørre vådt tøj.
Den 62 km lange Rheingau-Riesling rute findes også for cyklister. At svinge sig af sted gennem vinbjergene træner læggene. Hvis man gerne vil have det lidt mere bekvemt, kan man følge vejen langs Rhinen, der også er en europæisk cykelvej. Derudover er der mulighed for segway ture, stavgang ad en 35 km lang rute omkring Rüdesheim og Assmannshausen og også mountainbikekørsel er mulig. Hvis man mister pusten, er der stadig væk mulighed for at tage med skibet tilbage til udgangspunktet.
Dronning Victoria besøgte Rheingau i 1845, og i dag bærer et vinbjerg over landsbyen hendes navn. Et mindesmærke på bjerget minder om dronningen. Zaren af Rusland drak derimod hellere Riesling fra Marcobrunn vest for Erbach, men endnu tidligere havde Goethe og den senere præsident i USA Thomas Jefferson smagt på sagerne undervejs i Rheingau.
Indtil i dag har den bedste ambassadør for området været den modne Riesling. Næsten 80 % af vinmarkerne er dækket af drue. Intet sted i Tyskland sidder ”kongen af vinstokkene” mere sikkert på tronen. Ingen andre steder ved Rhinen er vingårdene så traditionstro og aristokratiske. I Rheingau er det kun landskabet, der er mildt. Vinene er derimod kraftige og fortrinsvis tørre.
Kvalitet tiltrækker kvalitet. Foruden de fremragende vine har køkkenet i Rheingau et niveau, som man kun tør drømme om i andre vinregioner. Gastronomien bliver understøttet af arrangementer som f.eks. det ti dage lange Rheingauer Schlemmerwoche, hvor man om foråret kan smage vine og god mad på kroer, vingårde og restauranter. Må det gerne være af god kvalitet? Værsågod. Ingen anden gourmetfestival i Europa kan stille med så mange højt renommerede kokke og vindyrkere som Rheingau gourmet- og vinfestival.
Når høsten er bragt ind klinger rækken af gastronomiske begivenheder af og slutter med de ”glorværdige dage” i november, som det kaldes. Med til programmet for dagene hører en Riesling galla i klosteret Eberbach. Men bortset fra disse begivenheder har Rheingau andet at byde kulinarisk interesserede på. Der lyser Michelinstjerner både i Geisenheim på ”Gourmet Restaurant” på Burg Schwarzenstein og på Kronenschlösschen i Eltville. Restauranter i de mindre byer som Grüne Baum i Oestrich og cafeer som Café am Domin, Griesenheim forvænner gæsterne året rundt. Heldige Rheingau.
Steder af interesse for turister
Drosselgasse i Rüdesheim er en kur mod dårligt humør, der kan alle synge så falsk, de vil, mener nogle. Hvis man ikke helt deler denne mening om den knap 145 m lange gyde, hvor det føles, som om der er en 145 m lang bardisk, og flygter langt væk, så kan man også have ret i det. Hvad man mener, så har man ikke set Rheingau uden at have set Drosselgasse.
Listen over turisternes ikoner i Rheingau er lang. På kun få kilometer har man den mest maleriske del af Rhinbredden - i Eltville, det bedst bevarede gotiske sogn, - i Kiedrich et af Tysklands bedst bevarede middelalderlige klostre, - Eberbach det mest pragtfulde renæssancepalads mellem Mainz og Köln, - og Hilchenhaus i Lorch. Dertil kommer kirken Rheingauer Dom i Geisenheim, det monumentale Niederwalddenkmal der kan nås via svævebane i Rüdesheim, romantiske bindingsværksbygninger og godser i snart alle landsbyer.
Klosteret Sct. Hildegard i Eibingen blev grundlagt af benediktinske nonner, og er kendt på grund af Hildegard af Bingen. Hun var læge, forfatter, komponist m.m. og blev den 10. maj 2012 kanoniseret. Rheingau må dog dele det 12. århundredes Prophetissa teutonica (profet) med den modsatte bred af Rhinen, der levede Hildegard af Bingen sine sidste 30 år.
Klosteret Eberbach og dets forskellige bygninger har været skueplads for både en James Bond film og for filmatiseringen af Umberto Ecos Rosens Navn. Det gjorde klosteret og klosterets vinmarker verdensberømt. Bag ved en tre kilometer lang kampestensmur gemmer de sig. Siden 1946 har klosteret huset De hessiske Statsvingodser.
Alene beliggenheden andrager 32 ha og er et af de eneste anlæg, der er personlig ejendom. Vinen er klassificeret som klasse 1.
Det er også førsteklasses koncerter, der hver sommer lyder under Rheingau musikfestival i Kloster Eberbach. Også Schloss Johannisberg, Schloss Vollrads og Rheingauer Dom er med i musikfestivalens mere end 150 koncerter, og med 120.000 gæster er det en af Europas førende. Hovedvægten ligger ganske vist på klassisk musik, men der er også arrangementer med jazz, og kabaret. Det, der tæller, er kvalitet. Festivalen er samtidig en sanselig nydelse. Koncerter med brunch eller musik foran et dækket bord på vinbjerget indfrier dette. Som om man kunne vente andet i Rheingau.
Mainz
Næsten 80 % af Mainz var fuldstændig ødelagt efter 2. verdenskrig. Det er derfor glædeligt at se gamle bygninger, der klarede krigen. Det gjorde pladsen Kirschgarten med dens bindingsværksbygninger, brosten og brønden Marienbrunnen, den ligger som i en lille landsby i fjerne tider, og i den nærliggende Augustinerstrasse ligger den senbarokke Augustiner kirke, en historisk betydningsfuld bygning, i den tæt sammenbyggede gade.
Men der er også mere ydmyge steder. I den bugtede Kapuzinerstrasse synes de let nedsunkne snemiddelalderlige facader at støtte hinanden. I Fischergasse bliver det virkelig snævert. Fiskehandlerne, der engang holdt til i gyden, der løber parallelt med Rhinen, er for længst historie. Tilbage er navnene på deres butikker, der er stadig står på facaderne.
Over alt dette lyser den store domkirke, en af Rhinens såkaldte Kaiserdome. For mere end 1000 år siden blev grundstenen lagt til den romanske kirke i røde sandsten. Stolt rager det mægtige tårn i vejret. Det har holdt stand mod alle forsøg på ødelæggelse. Ligesom selve byen.
Den, der kører over Theodor Heuss broen mod Mainz, bliver overvældet af pragten på den venstre bred af Rhinen. Man bliver modtaget af Neues Zeughaus og Deutschhaus, der rummer landdagen. Det var ikke uden grund, at Napoleon havde kig på Deutschhaus som sit domicil. Over disse bygninger våger kirken Sct. Peters kirketårne. Men det smukkeste arkitektoniske ensemble finder man dog på Schillerplatz i den elegante Bassenheimer Hof og den selvbevidste Osteiner Hof, bygget omkring 1750. Det er virkelig pragtfuldt.
Også ved bredden af Rhinen går byens historie tilbage til antikken. I 1980’erne fandt man fem skibsvrag i det antikke havnebassin. Det var en stor sensation. Efter nøjere analyser kunne det fastslås, at det drejede sig om flodkrigsskibe fra 5. årh. tilhørende romerne, og de var simpelthen var blevet efterladt. To af dem blev rekonstrueret, og de er i dag publikumsmagneter i museet for antik skibsfart.
I 1970’erne og 80’erne skete der en forandring i Mainz. Ligesom der hundrede år tidligere var opstået en bydel i Gründerzeit stil ved Fischtorplatz, så opstod dette nye Mainz uden for bymurene. Der er kommen en ny promenade, som bruges både til slentreture, jogging, cykelture eller inline skating. Plataner giver skygge at sidde under, og man kan se lastprammene sejle forbi, krydstogtskibene og udflugtsdamperne følger efter.
Lettet stemning i Mainz
I 1850 blev der grundlagt en fabrikation af mousserende vine. En middelalderlig kælder til lagring af vinen var der allerede, og vinen blev en succes. Bismarck kom forbi i 1870, smagte vinen og blev et par dage. Indtil 1888 opstod der en syv etager dyb underjordisk kælderlabyrint. Den enorme vinpavillon ”Druesalen”, der blev brugt ved verdensudstillingen i Paris i slutningen af 1800 tallet kan nu ses i Mainz i al sin jugendstil pragt ved en omvisning.
Et par etager højere oppe ligger den smarte restaurant Kupferberg under historiske hvælvinger og sender den historiske vin direkte ind i det 21. årh. Når alt kommer til alt vokser vinstokkene jo næsten helt til bygrænsen. Det er altså ikke så mærkeligt, at vinstuerne hører med til Mainz ligesom fastelavn hører til Rhinen.
Rheinhessens dråber boomer
Ca. en femtedel af regionen Rheinhessen bliver brugt til vindyrkning, og der henter mere end 6000 vindyrkerfamilier deres indkomst. Det er et af Tysklands mest traditionsrige dyrkningsområder. Mange af vingårdene er først opstået i 60’erne og 70’erne, da der blev skaffet nye dyrkningsområder. Så meget mere overraskende er den gode kvalitet af Müller-Thurgau, Silvaner og Rieslingvinene, som dækker ca. halvdelen af de dyrkede druesorter. Der dyrkes også økologisk vin.
Efter hvidvinenes succes følger nu rødvinene. Bortset fra i Ingelsheim, hvor der har været dyrket rødvin i mange år, er det et nyt område.
Rhinområdet er et meget populært sted blandt danskere, som tager på kør selv ferie til Rhinen og gerne vil have en overnatning ved Rhinen.
Rhinen er en flod, der udspringer i de schweiziske Alper, løber igennem Bodensøen og har sin udmunding ved den hollandske Nordsøkyst. Floden er med sine 1.234 km Vesteuropas længste.
Navnet Rhinen kommer af oldkeltisk Renos der betyder den som flyder.
Når man er på kør selv ferie i Rhinområdet møder man på stejle skrænter på begge sider af Rhinen hvor der dyrkes vin. Her er der mulighed for en vinrejse til Rhinen eller en vinferie i Rhinområdet. Mulighederne er mange.
Köln
Den optimistiske stemning i Köln smitter. Det er nok bare at tage dertil, resten overtager indbyggerne i Köln. Den 15. august 1248 lagde ærkebiskop Konrad von Hochstden grundstenen til den nye domkirke, der skal opføres i gotisk stil. Kirkens enorme størrelse skal kunne rumme de store mængder af pilgrimme, der strømmer til byen. At det skulle komme til at vare mere end 600 år, før kirken var færdig, kunne ingen ane dengang. I 1560 lå arbejdet stille på grund af pengemangel, og det blev først genoptaget igen i 1800 tallet. Fra 1842 blev arbejdet genoptaget. Denne gang var det ikke en katolsk kirkefyrste, der lagde grundstenen, men den prøjsiske protestantiske konge Wilhelm IV. Men pyt med det, i 1880 var domkirken færdig.
Med knap 8000 kvadratmeter er det Tysklands største kirke. Den blev i 1996 udnævnt til Unesco verdensarv. I gennemsnit besøges kirken hver dag af 20.000 gæster, ingen anden seværdighed i Tyskland, der tiltrækker flere besøgende. Kirken klarede bomberne under anden verdenskrig nogenlunde. Det var et under, og indbyggerne føler, at der hvor kirken står, der er deres hjemegn.
Der ligger et dusin store romanske kirker inden for bymuren fra 1180. Denne arkitektoniske rigdom kan forklares med Kölns betydning som den største by i middelalderens Tyskland. Som ”Nordens Rom” i begyndelsen af den nye tid, da verdenshandelens ruter blev omlagt, blev byen fattigere, og man manglede midlerne til at ændre kirkerne til tidens smag for renæssance eller barok. De store ødelæggelser på næsten alle romanske kirker under 2. verdenskrig er udbedret. I 1985 kunne man fejre, at restaureringen af alle kirkerne var færdig.
Private mæcener har været med til at skabe Kölns museumsverden. Malerisamlingen i Wallraf-Richartz Museum, grundsamlingen i Museum Schnütgen, Museum Ludwigs samling af moderne kunst, der blev startet efter 2. verdenskrig efter en overdragelse af en privat samling, er alle eksempler på dette. I 1970’erne skete der meget i kunstverdenen i Köln. Der var tiden med Fluxus, der var happenings, Pop Art osv., og hvor Art Cologne blev Europas mest betydningsfulde kunstmesse. Karavanen af gallerister og kunstnere er i mellemtiden draget videre til Berlin.
I begyndelsen af dette årtusinde skete der en hel del med byggeriet i Köln. I 2001 blev Media Park indviet, det er et 148 m højt tårn, der rummer virksomheder i medie- og kommunikationsbranchen, kulturelle institutioner og et hotel. Facaden er udformet af Jean Nouvel.
Derpå gik det slag i slag med nyt byggeri. Renzo Piano byggede Weltstadthaus, der rummer et stormagasin, og hvis sølvskinnende hvalfiskehale slår bølger over gågaden.
Men byens nye visitkort er dog Rheinauhafen, der er et byfornyelsesprojekt ved floden. Tre modigt konstruerede 17 etagers bygninger, Kranhäuser, den ombyggede Speicherstadt, der er gamle pakhuse, og den futuristiske Microsoft central katapulterer Köln ind i den arkitektoniske superliga for moderne bygninger. I den sydlige del er Kaspar Kraemers Bayenthal Pumpwerk, der er til beskyttelse mod højvande, slutningen på denne kamæleoniske række af bygninger. Ved normal vandstand lyser glasterningen i pumpeværket grønt, ved højvande rødt.
Der sker også noget på den ”afblændede” højre Rhinbred, blændet fordi hestene på trækstien langs floden fik øjet mod flodbredden klæbet til, så de ikke blev forstyrret af lysreflekser. På denne side af Rhinen ligger også KölnTriangle, der blev tegnet af Dörte Gatemann, og som stod færdig i 2006. Fra udsigtsplatformen der har man det mest spektakulære rundkig ud over byen. I det hele taget er Köln aldrig smukkere end set fra den side.
Derfor blev strandpromenaden i Köln-Deutz nyrenoveret i 2016, og mellem Hohenzollernbrücke og Severinsbrücke er der nu et område til spadsereture med mange siddemuligheder på høje trin, der får en til at tænke på et antikt amfiteater.
Da mange industriforetagender nu har forladt området, er Deutz, Kalk, Porz og Poll nu blevet et attraktivt beboelsesområde, hvor guerilla gardening praktiseres af miljøforkæmpere. Med 20.000 pladser, megakoncerter, sportsarrangementer og tv shows mærkes manglen på museer og mindesmærker ikke. Arkaderne i Köln lokker med omkring 180 forretninger, og fjernsynsstationen RTL er flyttet ud af de fredede messehaller fra 1920’erne.
Mellem åbningen af karnevalssæsonenden den 11.11. og askeonsdag er der ingen, der slipper uden om postyret. Pingviner gør Neumarkt usikkert, sygeplejersker besætter værtshuset og drikker lokalt øl lige til lægen kommer. Eller til røveren henter dem. Fra Weiberfastnacht, ”kvindernes karneval”, dagen hvor man spiser før fasten, koger byen, gadekarnevallet er åbnet. Hvis man ikke har forladt byen, forsvinder man i mylderet. Herligt. For så kommer fastelavnsmandag, fra himlen regner det med karameller, vingummibamser og roser.
Bonn
Bonn gjaldt engang som ”den lille lejlighedsvise hovedstad”. Få kilometer nord for floden Siegs udmunding i Rhinen i området Siegmündung danner dampende skorstene og gigantiske olietanke en science fiction kulisse. Wesseling, hvor foretagender inden for kemiindustrien og raffinaderier holder til, har den største procentdel af området udlagt som industriområde. Man kan stadig se følgerne af industriudledningen ved Siegmündung.
Men ved bredden af bifloden Sieg stræber majestætiske popler mod himlen i stedet for skorstene, og flodvandet forvandler flodbredden til et amfibielandskab. Grusbredderne overskygges af pilebuske. En isfugl skinner metalblåt over vandet. Hvis de er heldige, vil vandrere, der udforsker idyllen i det fredede område, se en sort glente kredse over sig. Hvis man vil krydse floden, så pendler færgen Sankt Adelheid over floden om sommeren, den afgår fra udflugtsrestauranten Zur Siegfähre. Turen med Tysklands eneste enmandsbetjente færge varer hele halvandet minut.
Der er egentlig altid blevet regeret i Bonn, lidt i hvert fald. Det minder Stadt- og Poppelsdorfer slottene om. Begge er efterladenskaber efter kurfyrst Clemens August, der som den sidste af slægten Wittelsbach havde holdt hof i Bonn indtil 1761. Clemens August var afhængig af kunst og fornøjelser, og udbyggede Bonn med rokoko bygninger, så den blev en elegant residensby i kurfyrstedømmet Köln. Man havde en fornem omgangsform ved hoffet, kurfyrsten skal efter sigende have danset sig til døde.
Helt så muntert gik det ikke til, da Bonn blev hovedstad i Forbundsrepublikken Tyskland, for en tredjedel af byen var immervæk blevet ødelagt under 2. verdenskrig. Der var dog nok plads nok at finde til det parlamentariske råd i 1948. Det skulle lave udkast til en grundlov til den nye tyske stat. Formand var Konrad Adenauer. Resten er historien om en hovedstad, som med ydmyghed indgik i international sammenhæng. For selv som hovedstad var Bonn ingen verdensby.
Det får man også at se her mere end 20 år efter at Berlin blev valgt til ny regeringsby, og Bonn blev en såkaldt forbundsby. Mellem det ronanske Münster, Rheinufer og Hofgarten indbyder den livsglade by med overkommelig størrelse til at man spadserer rundt, kigger sig omkring.
Ved Bonner Bogen satte Bonn af til et bygningsmæssigt spring ind i det 21. århundrede. På den venstre side af Rhinen rager det 162 m høje Post Tower op over forlystelsesparken Rheinaue. Længere oppe langs floden slår glasfacaden på Det europæiske Forskningscenter Caesar bølger.
På den anden side af floden er der opstået en hypermoderne kontorby, hvor tidligere cementfabrikken Rohmühle var i gang. Bygningen, der husede cementfabrikken, er nu udvidet med en tilbygning i glas, og indeholder software firmaer, et velrenommeret kollegie og en restaurant/café. Moderne og smukt bliver det i det avantgardistiske Kameha Grand Hotel, der ligner et rumskib, der har lagt til ved Rhinen. Lige ved siden af afslutter kontorbygningerne Rheinwerk 3 området. Alene i de tre ens bygninger, der virker hvide og transparente og selvfølgelig er certificeret som gennemtænkt økologisk byggeri, var der ved færdiggørelsen i 2014 tusind ansatte.
Rhinromantik
35 millioner besøgende kan ikke tage fejl. Så mange passagerer har Drachenfelsbanen siden åbningen i 1883 bragt op på den 312 m høje klippe. Siebengebirges vartegn er oven i det en af de bjergtoppe i verden, der er besteget flest gange. Hvor mange besøgende, der kommer op gående, kender man ikke tal på. Men det er i hvert fald mange, for klippen er takket være heltedigtet Niebelungen et af centrene for rhinromantikken. Der skal Siegfried have dræbt sin drage.
For 1800 tallets rejsende til Rhinen var det også en pligt at besøge ruinen af klosterkirken Heisterbach, der bliver båret af dobbelte søjler. Kirkens kor rager stadig op i Heisterbachdalen. En følsom sjæl kunne ikke tage forbi så megen ruinromantik.
Kun om vinteren, når de nøgne træer giver frit udsyn, kan man fra bredden af Rhinen se klosteret i dets senbarokke skønhed på øen Nonnenwerth . Resten af året ligger ø og kloster i en tornerosesøvn, som selv det tilknyttede gymnasium ikke kan vække dem af. Franz Liszt trak sig tilbage dertil i 1840/41 med Marie d’Agoult. Men der blev dog ikke noget af hans plan om at tilbringe sit liv på Nonnenwert. Fra Rolandsbogen falder blikket også på øen i floden. En del har ændret sig på det lille bjergplateau højt over Rhinen. Men det glemmes, når turen går videre forbi enge med får, spisekastanjer og eventyrskove som hos Grimm.
Næste stop: den abstrakte kunstner Hans Arp. Dadaisten, der blev født i 1886 i Strassbourg og døde i 1966 i Basel, er tilegnet et specielt museum, den ombyggede banegård Bahnhof Rohlandseck i Remagen. I klipperne derover har den amerikanske arkitekt Richard Meier lavet en tilhørende nybygning.
Efter startvanskeligheder med stridigheder om autenticiteten på nogle af værkerne, har freden nu sænket sig over Arp Museum Rolandseck. Særudstillinger, oplæsninger af høj kvalitet og koncerter har gjort museet til centrum i kulturlandskabet.
I antikken lå grænsen for Romerriget, Limes (Caput Limitis), ved Rheinbrohl. Derfra trak grænsmuren sig 550 km ned langs Rhinen til Donau. Limes, der blev påbegyndt i det første århundrede under kejser Vespasian, skulle skille Det romerske Rige fra Germanien.
I mellemtiden er Limes blevet Unesco verdensarv. I Rheinbrohl minder et rekonstrueret vagttårn om romernes enorme projekt. Hvordan hverdagen så ud bag ved Limes, viser oplevelsesmuseet Römer Welt (romerverdenen) i Rhenbrohl. Der må man gerne deltage. Der kan kun røbes så meget om det sted, at det kræver alle ens kræfter at bære en ringbrynje.
Morgenbøn kl. 5, derefter arbejde i klosterhaven. At flytte ind på benediktinerklosteret Maria Laach kræver også alle personens kræfter, som klosteret forklarer. Klosteret er et mesterværk, der ligger romantisk ved en sø og er en turistmagnet. Men så meget mere stille forløber dagene til fordybelse og religiøs øvelse.
Så stille bliver der næppe i Andernach i sæsonen, for koldtvandsgejseren på halvøen Namedyer Werth i Rhinen sender sin fontæne op i luften. Oplevelsescentret Geysir i Andernach kom til, og siden da har det brummet i byen. Takket være omkring 100.000 besøgende om året så er det skib, der forbinder det interaktive museum og gejseren, altid godt fyldt op.
Industrialiseringens arv
Det var ikke prøjsens herredømme, der startede den industrielle tidsalder ved Rhinen, men franskmændene. De indførte den første handelslovgivning og næringsfrihed, afskaffede samtidig adelen og åbnede vejen til kapitalismen for byer som Köln og Koblenz. Da prøjserne kom, var vejen allerede banet til at gøre Rhindalen til 1800 tallets Silicon Valley.
Ud af dette boom kom der mange industribygninger, der må indgyde respekt. Om de skal bevares som de bygninger, de er, eller laves om så området forvandles til en forlystelsespark, kan man strides om. I tilfældet med jernværket Sayner Hütte ligger det i hvert fald fast, at det bliver bibeholdt. Det blev udformet af den kongelige prøjsiske mineinspektør Karl Ludwig Althans og blev opført i 1829/30 af færdiglavede støbejernselementer. I 2010 blev det valgt til ”historisk vartegn for Tysklands ingeniørkunst”.
Støbehallen, der er båret af monumentale hule søjler, hvis revolutionære gitterkonstruktion i sin tid var uden arkitektoniske forbilleder lavet uden skruer og nitter, satte ny målestok for bygningen af vidtspændende bygningsværker af støbejern såsom broer, markedshaller, banegårdsbygninger og udsigtstårne.
Foruden selve støbehallen, hvis bærende dele og glasfacade blev omfattende renoveret i 2012 til 2014, hører et kontor fra 1769 og murstenshallen fra 1908 fra æraen under Krupp med. Den ydre facade er ført tilbage til det oprindelige, og alt er omdannet til et besøgscentrum. I mellemtiden er direktionsbygningen fra tiden omkring 1865 næsten færdigrenoveret.
Et par keramikkunstnere opdagede den senklassicistiske villa under et besøg på en udstilling i Sayner Hütte. Deres koncept til udnyttelse af den forfaldne villa som atelier og beboelse overbeviste byen Bendorf om at sælge huset til kunstnerne. Som medlemmer af Sayner Hüttes venner, der står for at fremme saneringen af industrimonumentet, følger de opmærksomt med i arbejdets fremadskriden. Og de ved, at de er kommet til det rigtige sted.
I 2015 fandt den første udstilling i industrimonumentet sted. Den belyste hvilken betydning Sayner Hütte havde haft for den fremadstræbende Krupp koncern. Stedet var desuden et refugium for industridynastiet. I 1884 havde familien forpagtet et stykke jagt i nærheden. I 1886 fulgte købet af Slottet Sayneck, en bindingsværksbygning og den store modsætning til den monumentale Villa Krupp i Essen. Fire generationer tilbragte jagtweekender der. Æraen sluttede først i 1967 med Alfried Krupps død.
På sporet af Spätburgunder
På rødvinsvandrevejen fra Bad Bodendorf gennem Ahrdalen kan man på en 35 km lang strækning tælle 43 vinmarker. Strækningen lader sig let dele, man kan komme tilbage til udgangspunktet med tog.
Vinstokkene løber ved Ahrweiler Silberberg storm mod den betonklods, der udgør dokumentationsstedet ”Dokumentationsstätte Regierungsbunker”. Labyrinten, der mistede sin funktion, da statsapparatet flyttede fra Bonn til Berlin, er en af hovedattraktionerne på rødvinsvandrevejen. I tilfælde af et atomangreb havde kansleren, ministrene og 3000 yderligere statsembedsmænd kunnet klare en måned i bunkeren. Man kan se et par hundrede meter af tunnelen.
Men den klamme bunker har det svært imod udsigtspunkter som ”Bunte Kuh” ved Walporzheim. Under klippenæsen snor floden Ahr sig forbitret i sin flodseng, der er snævret ind af stejle skifervægge og vinparceller, der strækker sig op ad bjergsiden.
1500 solskinstimer om året og bjergsider, der holder på varmen, er ideelle forudsætninger for Spät- og Frühburgunder, der absolut kan tåle international sammenligning. I Dernau ligger ”Hofgarten”, der blandt vandrere er en populær vinstue. I Recht går det via Nepomukbrücke over på den højre side af Rhinen. Blikket drager ud mod Mayschoss, hvis kirketårn kigger op af en dalsænkning: Lad os lige se, hvad vinbonden i byen byder på!
Koblenz
Koblenz er interessant på grund af sin beliggenhed ved det sted, hvor Mosel munder ud i Rhinen. Som en af Tysklands ældste byer blev Koblenz grundlagt af romerne og tilhørte fra 1100 årene ærkebiskoppen af Trier indtil franske revolutionstropper trængte ind i området i 1794. Byen var udsat for store ødelæggelser under 2. verdenskrig.
Syd for Koblenz ændrer Rhinen sig, beslutsomt skubber den sig frem i flodsengen, der på højde med Loreley, bliver snøret sammen til næsten kun en tredjedel. Dramatisk tårner og spidse klipper dukker op. Pludselig forandrer vandet retning, gennembryder skiferbjergene. Borge dukker op i højderne. Små vinbyer med bindingsværkshuse ligger tæt ved bredden.
Confluentes blev den romerske militærby ved udmundingen af Mosel i Rhinen kaldt. Efter at romerne allerede på Cæsars tid havde bygget bro over Rhinen, opstod nu den første træbro over Mosel. Byggeriet fastlagde Koblenz’ udstrækning for de næste 1800 år. De smukke bygninger på Mosels bred gjorde denne del af byen mest seværdig indtil slutningen af 1800 tallet. Først med bygningen af det klassisistiske slot i 1799 betragtede man nu Rhinsiden som det flotte strøg i byen. Med prøjsernes indtog i Rhinområdet blev Rhinens bredder igen værdsat.
Den nyromanske regeringsbygning opstod og endnu vigtigere: Das deutsche Eck (det tyske hjørne). Til Wilhelm I’s monumentale rytterstatue blev den landtange, der lå i udmundingsområdet fra Rhinen og Mosel, endog udvidet. Og i tiden med den voksende turisme i Rhinområdet blev Grand Hotel Koblenzer Hof bygget, der i mellemtiden har været hjemsted for vejrtjenesten. I 2011 måtte bygningen dog rømmes på grund af nedstyrtningsfare. Nu tales der igen om at benytte det til luksushotel. Det er især på grund af beliggenheden.
Besøgende i Koblenz foretrækker i dag at besøge Rhinbredden frem for Mosel. På Mosels bred ligger rækkevis af beskedne beboelsesejendomme fra efterkrigstiden, og de er ikke specielt attraktive. Hvorimod Rhinens bred med den nye promenade og de velplejede haveanlæg er meget præsentable.
Borge ved Rhinen
Strækningen mellem Koblenz og Bingen har verdens tættest beliggende borge, og det har medført, at området er erklæret Unecos verdensarv.
Marksburg er den eneste borg, der næsten ikke er forandret siden den blev bygget i 1200 tallet, og den må alle, der rejser forbi, se. Den anses som flagskibet for alle borge ved Rhinen. Vægtigt rejser den kridhvide borg sig mod himlen over Braubach med fundamentet i klipperne. Siden 1900 har borgen tilhørt den tyske forening for borge, Deutsche Burgenvereinigung.
Kun et stenkast derfra har borgen Philippsburg sværere ved at vinde de rejsendes interesse. Renæssancebygningen ligger ikke særlig iøjnefaldende ved udgangen fra byen Braubach og oven i købet skjult af jernbanedæmningen. Alene på restaureringen af tårnbygningen på Philippsburg blev der brugt mere end 450.000 euro.
Mere end 40 borge og forsvarsanlæg ligger langs Rhinen mellem Koblenz og Rheingau. Større portion middelalderromantik fås ikke. Selv portalerne på jernbanetunnellen fra 1800 tallet ligner borgporte. For at bevare bygningerne er næsten alle formål, de kan bruges til, velkomne.
Burg Stahleck oven over Bacharach er vist Tysklands mest prominente vandrerhjem. Burg Rheinstein, der er den første borgruin, der blev genopbygget i 1800 tallet af en prøjsisk prins, kan man nu overnatte – dog betydelig mere komfortabelt end i middelalderen - i f.eks. kommandanttårnet eller i prins Georgs lejlighed, og i borgens restaurant Kleiner Weinprinz kan man spise lidt. En helt fantastisk smuk udsigt ud over dalen får man med gratis.
Et fantastisk symbol på Rhinromantikken er borgen Stolzenfels. Ingen ringere end den prøjsiske arkitekt Karl Friedrich Schinkel lavede planen for genopbygningen af ruinen. Omkring 1835 skabte han et billede af den romantiske middelalder af borgen med dens tårne og historiske interiør.
Riesling
Fra Wiesbaden til Assmannshausen flyder Rhinen fra øst mod vest i stedet for som vanligt fra syd mod nord. For vinbjergene på den langsomt stigende højre bred betyder det meget sol, og i kombination med sand- og skiferjorden er det det ideelle terroir for en førsteklasses Riesling. De har i årevis været basis for en solid velstand, som man kan se overalt i Rheingau.
Det er landskabet, der gør det. Blide, men for aktive ferierende stadig krævende og afvekslende nok, myldrer bakkerne langt ud i horisonten. Vandrere og cyklister med og uden god kondition kan klare stigningerne, og udbuddet af ruter er enormt. De, der vandre langt, kan udforske den 120 km lange Reingauer Riesling rute. De, der er ude på endagsture, kan finde fine ruter fra Hochheim til Lorch. Det kan f.eks. være Brahms-ruten i Rüdesheim og fløjtevejen i Oestrich-Winkel.
Hotellerne lokker med en label ”Wanderbares Deutschland” eller Rheinsteig Partnerbetrieb. Der er vandrere meget velkomne. Mange arrangerer transport af rygsække, andre laver en picnikpakke. For cyklister er der lige så gode tilbud. Logoet med Bett-and-Bike henviser til overnatningsmuligheder med cykelgarage, og hvor man evt. kan tørre vådt tøj.
Den 62 km lange Rheingau-Riesling rute findes også for cyklister. At svinge sig af sted gennem vinbjergene træner læggene. Hvis man gerne vil have det lidt mere bekvemt, kan man følge vejen langs Rhinen, der også er en europæisk cykelvej. Derudover er der mulighed for segway ture, stavgang ad en 35 km lang rute omkring Rüdesheim og Assmannshausen og også mountainbikekørsel er mulig. Hvis man mister pusten, er der stadig væk mulighed for at tage med skibet tilbage til udgangspunktet.
Dronning Victoria besøgte Rheingau i 1845, og i dag bærer et vinbjerg over landsbyen hendes navn. Et mindesmærke på bjerget minder om dronningen. Zaren af Rusland drak derimod hellere Riesling fra Marcobrunn vest for Erbach, men endnu tidligere havde Goethe og den senere præsident i USA Thomas Jefferson smagt på sagerne undervejs i Rheingau.
Indtil i dag har den bedste ambassadør for området været den modne Riesling. Næsten 80 % af vinmarkerne er dækket af drue. Intet sted i Tyskland sidder ”kongen af vinstokkene” mere sikkert på tronen. Ingen andre steder ved Rhinen er vingårdene så traditionstro og aristokratiske. I Rheingau er det kun landskabet, der er mildt. Vinene er derimod kraftige og fortrinsvis tørre.
Kvalitet tiltrækker kvalitet. Foruden de fremragende vine har køkkenet i Rheingau et niveau, som man kun tør drømme om i andre vinregioner. Gastronomien bliver understøttet af arrangementer som f.eks. det ti dage lange Rheingauer Schlemmerwoche, hvor man om foråret kan smage vine og god mad på kroer, vingårde og restauranter. Må det gerne være af god kvalitet? Værsågod. Ingen anden gourmetfestival i Europa kan stille med så mange højt renommerede kokke og vindyrkere som Rheingau gourmet- og vinfestival.
Når høsten er bragt ind klinger rækken af gastronomiske begivenheder af og slutter med de ”glorværdige dage” i november, som det kaldes. Med til programmet for dagene hører en Riesling galla i klosteret Eberbach. Men bortset fra disse begivenheder har Rheingau andet at byde kulinarisk interesserede på. Der lyser Michelinstjerner både i Geisenheim på ”Gourmet Restaurant” på Burg Schwarzenstein og på Kronenschlösschen i Eltville. Restauranter i de mindre byer som Grüne Baum i Oestrich og cafeer som Café am Domin, Griesenheim forvænner gæsterne året rundt. Heldige Rheingau.
Steder af interesse for turister
Drosselgasse i Rüdesheim er en kur mod dårligt humør, der kan alle synge så falsk, de vil, mener nogle. Hvis man ikke helt deler denne mening om den knap 145 m lange gyde, hvor det føles, som om der er en 145 m lang bardisk, og flygter langt væk, så kan man også have ret i det. Hvad man mener, så har man ikke set Rheingau uden at have set Drosselgasse.
Listen over turisternes ikoner i Rheingau er lang. På kun få kilometer har man den mest maleriske del af Rhinbredden - i Eltville, det bedst bevarede gotiske sogn, - i Kiedrich et af Tysklands bedst bevarede middelalderlige klostre, - Eberbach det mest pragtfulde renæssancepalads mellem Mainz og Köln, - og Hilchenhaus i Lorch. Dertil kommer kirken Rheingauer Dom i Geisenheim, det monumentale Niederwalddenkmal der kan nås via svævebane i Rüdesheim, romantiske bindingsværksbygninger og godser i snart alle landsbyer.
Klosteret Sct. Hildegard i Eibingen blev grundlagt af benediktinske nonner, og er kendt på grund af Hildegard af Bingen. Hun var læge, forfatter, komponist m.m. og blev den 10. maj 2012 kanoniseret. Rheingau må dog dele det 12. århundredes Prophetissa teutonica (profet) med den modsatte bred af Rhinen, der levede Hildegard af Bingen sine sidste 30 år.
Klosteret Eberbach og dets forskellige bygninger har været skueplads for både en James Bond film og for filmatiseringen af Umberto Ecos Rosens Navn. Det gjorde klosteret og klosterets vinmarker verdensberømt. Bag ved en tre kilometer lang kampestensmur gemmer de sig. Siden 1946 har klosteret huset De hessiske Statsvingodser.
Alene beliggenheden andrager 32 ha og er et af de eneste anlæg, der er personlig ejendom. Vinen er klassificeret som klasse 1.
Det er også førsteklasses koncerter, der hver sommer lyder under Rheingau musikfestival i Kloster Eberbach. Også Schloss Johannisberg, Schloss Vollrads og Rheingauer Dom er med i musikfestivalens mere end 150 koncerter, og med 120.000 gæster er det en af Europas førende. Hovedvægten ligger ganske vist på klassisk musik, men der er også arrangementer med jazz, og kabaret. Det, der tæller, er kvalitet. Festivalen er samtidig en sanselig nydelse. Koncerter med brunch eller musik foran et dækket bord på vinbjerget indfrier dette. Som om man kunne vente andet i Rheingau.
Mainz
Næsten 80 % af Mainz var fuldstændig ødelagt efter 2. verdenskrig. Det er derfor glædeligt at se gamle bygninger, der klarede krigen. Det gjorde pladsen Kirschgarten med dens bindingsværksbygninger, brosten og brønden Marienbrunnen, den ligger som i en lille landsby i fjerne tider, og i den nærliggende Augustinerstrasse ligger den senbarokke Augustiner kirke, en historisk betydningsfuld bygning, i den tæt sammenbyggede gade.
Men der er også mere ydmyge steder. I den bugtede Kapuzinerstrasse synes de let nedsunkne snemiddelalderlige facader at støtte hinanden. I Fischergasse bliver det virkelig snævert. Fiskehandlerne, der engang holdt til i gyden, der løber parallelt med Rhinen, er for længst historie. Tilbage er navnene på deres butikker, der er stadig står på facaderne.
Over alt dette lyser den store domkirke, en af Rhinens såkaldte Kaiserdome. For mere end 1000 år siden blev grundstenen lagt til den romanske kirke i røde sandsten. Stolt rager det mægtige tårn i vejret. Det har holdt stand mod alle forsøg på ødelæggelse. Ligesom selve byen.
Den, der kører over Theodor Heuss broen mod Mainz, bliver overvældet af pragten på den venstre bred af Rhinen. Man bliver modtaget af Neues Zeughaus og Deutschhaus, der rummer landdagen. Det var ikke uden grund, at Napoleon havde kig på Deutschhaus som sit domicil. Over disse bygninger våger kirken Sct. Peters kirketårne. Men det smukkeste arkitektoniske ensemble finder man dog på Schillerplatz i den elegante Bassenheimer Hof og den selvbevidste Osteiner Hof, bygget omkring 1750. Det er virkelig pragtfuldt.
Også ved bredden af Rhinen går byens historie tilbage til antikken. I 1980’erne fandt man fem skibsvrag i det antikke havnebassin. Det var en stor sensation. Efter nøjere analyser kunne det fastslås, at det drejede sig om flodkrigsskibe fra 5. årh. tilhørende romerne, og de var simpelthen var blevet efterladt. To af dem blev rekonstrueret, og de er i dag publikumsmagneter i museet for antik skibsfart.
I 1970’erne og 80’erne skete der en forandring i Mainz. Ligesom der hundrede år tidligere var opstået en bydel i Gründerzeit stil ved Fischtorplatz, så opstod dette nye Mainz uden for bymurene. Der er kommen en ny promenade, som bruges både til slentreture, jogging, cykelture eller inline skating. Plataner giver skygge at sidde under, og man kan se lastprammene sejle forbi, krydstogtskibene og udflugtsdamperne følger efter.
Lettet stemning i Mainz
I 1850 blev der grundlagt en fabrikation af mousserende vine. En middelalderlig kælder til lagring af vinen var der allerede, og vinen blev en succes. Bismarck kom forbi i 1870, smagte vinen og blev et par dage. Indtil 1888 opstod der en syv etager dyb underjordisk kælderlabyrint. Den enorme vinpavillon ”Druesalen”, der blev brugt ved verdensudstillingen i Paris i slutningen af 1800 tallet kan nu ses i Mainz i al sin jugendstil pragt ved en omvisning.
Et par etager højere oppe ligger den smarte restaurant Kupferberg under historiske hvælvinger og sender den historiske vin direkte ind i det 21. årh. Når alt kommer til alt vokser vinstokkene jo næsten helt til bygrænsen. Det er altså ikke så mærkeligt, at vinstuerne hører med til Mainz ligesom fastelavn hører til Rhinen.
Rheinhessens dråber boomer
Ca. en femtedel af regionen Rheinhessen bliver brugt til vindyrkning, og der henter mere end 6000 vindyrkerfamilier deres indkomst. Det er et af Tysklands mest traditionsrige dyrkningsområder. Mange af vingårdene er først opstået i 60’erne og 70’erne, da der blev skaffet nye dyrkningsområder. Så meget mere overraskende er den gode kvalitet af Müller-Thurgau, Silvaner og Rieslingvinene, som dækker ca. halvdelen af de dyrkede druesorter. Der dyrkes også økologisk vin.
Efter hvidvinenes succes følger nu rødvinene. Bortset fra i Ingelsheim, hvor der har været dyrket rødvin i mange år, er det et nyt område.
Rhinområdet er et meget populært sted blandt danskere, som tager på kør selv ferie til Rhinen og gerne vil have en overnatning ved Rhinen.
Rhinen er en flod, der udspringer i de schweiziske Alper, løber igennem Bodensøen og har sin udmunding ved den hollandske Nordsøkyst. Floden er med sine 1.234 km Vesteuropas længste.
Navnet Rhinen kommer af oldkeltisk Renos der betyder den som flyder.
Når man er på kør selv ferie i Rhinområdet møder man på stejle skrænter på begge sider af Rhinen hvor der dyrkes vin. Her er der mulighed for en vinrejse til Rhinen eller en vinferie i Rhinområdet. Mulighederne er mange.