Det ligger i Halle, men blev grundlagt i Köln.
I Beatles Museet findes The Beatles som miniaturefigurer. Det, der startede som en lille privat samling i 1964, er i dag den mest omfattende Beatlessamling i hele Tyskland.
”All you need is love” – Med musik, filmoptagelser, posters og meget mere lever erindringen om de mest berømte ”Pilzköpfe” fra England videre. Pilzköpfe, der betyder svampehoveder, var tyskernes helt private kælenavn for the Beatles.
Rainer Moers, der er grundlægger af museet, har udtalt, at Beatles Museet i Halle har den største dokumentation om Beatles i hele verden. Samlingen skildrer den enestående gruppes musikalske udvikling fra de tidlige 60’ere til opløsningen i 1970, og skildrer endvidere George, John, Paul og Ringos solokarrierer. I alt omfatter samlingen ca. 15.000 genstande, deraf kan man se ca. 5000 i udstillingen.
I løbet af de næste år vil opsætningen af samlingen blive gennemgribende fornyet. Det drejser sig om at få udstillingens udseende tilpasset den moderne tid, og man overvejer, hvilke nye udstillingsformer, man skal anvende.
Desuden skal der tilføres ny teknik og udvides fra 12 til 14 udstillingsrum. Og museet samler stadig, hvert år kommer der ca. 300 nye ting til.
Det er fortrinsvis genstande med tilknytning til Beatles, som man har kunnet få fat i, men også sjældne musikoptagelser, originaludgaven af Liverpoolernes første kontrakt fra 1962 med Star-Club i Hamburg, en kopi af FBI sagsakterne med John Lennon vedr. hans ansøgning om statsborgerskab i USA, og Hamburg politis originalfilm om en Beatleskoncert i byen fra året 1966.
Men det mest værdifulde er vel et fotografi af musikerne fra 1969 med alle fire medlemmers autograf. Man kan også se en ske, som John Lennon engang har spist med, og en engelsk stålhjelm, som han bar i antikrigsfilmen ”Hvordan jeg vandt krigen”.
De singleplader, der udkom i DDR på mærket Amiga, er også udstillet. Ejeren har fortalt, at da han hørte sangerne for første gang i 1963, blev han så begejstret, at han begyndte at samle på alt om dem.
Til slut opsagde han sit job som musikjournalist og åbnede museet i Köln den 18. juni 1989. En måned tidligere, den 18. maj 1989, havde han mødt Paul McCartney og hans kone Linda, de opholdt sig begge i Köln i forbindelse med en fjernsynsudsendelse. De signerede et pladecover, og det var en god start for museet.
Moers havde gode forbindelser. Beatles-fotografen Astrid Kirchherr leverede fotografier fra sit private arkiv. Heinz Edelmann, der var cheftegner på filmen ”Yellow Submarine”, tegne en lille fortsættelse kun til museet. Og Yoko Ono gav i 2003 et eksklusivinterview pr. telefon til museet om sit liv med Beatles. Optagelsen blev dengang lagt ved fanheftet ”Things”. Ud over alt dette kan man se næsten alle de 150 frimærker med Beatles-motiver, der er udgivet over hele verden, også en Beatles flipperautomat fra 1967/68 og en moderne flipperversion, som man også kan spille på.
Men samleriet havde følger. Hurtigt sprængte museet alle rammer. 24 byer søgte om at huse museet, og Halle gik endelig af med sejren. Den 9. april 2000 kunne museet præsenteres som Beatles Museum i en renoveret barokbygning ved det gamle torv. På 30 år kom der ca. en halv million besøgende på museet.
Der kom også et stambord til. En af de faste gæster ved stambordet fortæller, at Beatles museet i Halle er en fin institution. Dengang var fansene altid på farten og dansede hele tiden. Han kan også fortælle at stambordet er det ældste i Tyskland, der har Beatles som tema, og det blev grundlagt i 2000.
Der er også et stambord ”Ruhrgebeatles” i Bochum. En af gæsterne der fortæller, at Beatles museet i Halle er noget helt enestående. Det særlige var, at bandets manager bragte alt det på markedet i 60’erne, der lod sig sælge. Det er der ingen andre grupper, der har gjort i den udstrækning. Og mange af disse ting er endt i museet i Halle.
Læs mere om Halle.
Hotel i Halle.